Mangler du strøm i din fødevarevirksomhed eller derhjemme? Læs med her og få vores råd til, hvordan du holder maden så frisk som muligt.
Energistyrelsen opfordrer danske virksomheder til:
Hvis enkelte energidistributionsselskaber bliver nødsaget til at lukke for strømmen i kortere perioder, vil det mest sandsynligt være et kontrolleret afbrud op til to timer ad gangen i afgrænsede områder.
Det er til enhver tid virksomhedens ansvar at sikre forsvarlig opbevaring af fødevarer på køl og frost. Det gælder også ved et eventuelt strømsvigt eller ved nedlukning for elforsyningen. Virksomheden skal som altid som led i deres egenkontrol foretage en vurdering af eventuelle temperaturbelastede fødevarer og tage stilling til, hvad der skal ske med varerne, hvis der bliver målt en for høj temperatur i køleskabet eller fryseren.
Styrelsen opfordrer foder- og fødevarevirksomheder til at følge med i myndighedernes information om energiforsyning, herunder om mulige planlagte strømafbrydelser. På den baggrund kan virksomhederne tage forholdsregler for at begrænse konsekvensen af eventuelle afbrydelser så godt som muligt.
Fødevarelovgivningens krav til fødevaresikkerhed gælder også ved en strømafbrydelse. Styrelsen giver ingen dispensationer mm. i forhold til lovgivningen/den faglige vurdering af temperaturbelastede fødevarer ved en strømafbrydelse.
For en række af de varer, som eksempelvis supermarkeder, købmænd, restauranter og caféer opbevarer på køl eller frys, er der krav om at opbevare fødevarerne ved en given temperatur. Det kan være lovkrav eller krav fra producenterne. Udgangspunktet er, at virksomhederne skal sørge for at overholde disse temperaturer, da det har betydning for fødevarens holdbarhed.
Virksomhederne skal selv vurdere, om en strømafbrydelse på f.eks. to timer har betydning for netop deres fødevarer. Der kan være forskel på betydningen af en strømafbrydelse for eksempelvis yoghurt og ost og for mere følsomme varer som fersk fisk samt placeringen af varerne i køle- og frysefaciliteterne.
Formentlig vil der i de fleste tilfælde ikke ske noget ved en kortere strømafbrydelse på et par timer. Virksomhederne skal dog være opmærksomme på at tage de nødvendige forholdsregler for at sikre, at en evt. temperaturstigning bliver så lille som mulig. F.eks. ved at lukke køle- og frysemontrerne eller lægge kulde-/termotæpper over for at holde på kulden.
Hvis kølekæden for en fødevare har været brudt over en længere periode, bør fødevaren normalt kasseres, med mindre virksomheden kan redegøre for, at fødevaren stadig er sikker og egnet til konsum.
Ved kølenedbrud skal virksomheden vurdere den konkrete fødevare, herunder om varen kan være belastet af temperaturstigningen i en sådan grad, at den er blevet sundhedsskadelig eller uegnet til konsum. Virksomheden kan f.eks. måle temperaturen i varen med et indstikstermometer for at tjekke, om den tilsigtede temperatur er overskredet sammenholdt med, hvor lang tid fødevaren har været udenfor køl.
I sådanne tilfælde skal virksomheden dokumentere deres afvigelser og korrigerende handling i egenkontrolprogrammet.
Det er fødevarevirksomhedens ansvar, at den fødevare, de sælger eller donerer, ikke er sundhedsskadelig og er egnet til konsum, uanset om de afsættes til madspildsorganisationer, andre fødevarevirksomheder eller til den endelige forbruger. Det gælder også efter et kølenedbrud.
Der kan ikke fastsættes en specifik grænse for, hvornår det ikke længere er lovligt at markedsføre de mange forskellige typer af kølekrævende fødevarer efter et kølenedbrud.
Det vil altid bero på den konkrete vurdering, som virksomheden har foretaget, om varerne fortsat kan markedsføres, men reglerne siger overordnet:
Ved et kølenedbrud gælder de samme krav for fødevarer til donation som ved levering af fødevarer i andre sammenhænge. Virksomheden skal vurdere, om fødevaren fortsat er egnet til konsum og få dette dokumenteret i deres egenkontrolprogram.
Styrelsen anbefaler ikke, at temperaturen på køl og frys generelt hæves/sættes op. Det kan nemlig gå ud over fødevaresikkerheden, da der f.eks. kan ske vækst af skadelige bakterier, som ofte vil vokse ved højere temperaturer. Derudover er der for flere fødevarekategorier fastsat lovkrav til opbevaringstemperatur, som virksomheden skal overholde. Fødevareproducenten kan også have angivet en bestemt temperatur, som fødevaren skal opbevares ved, for at fødevaren er sikker og ikke bliver fordærvet i holdbarhedsperioden.
For fødevarer, hvor der ikke er fastsat en bestemt opbevarings- eller produkttemperatur, kan fødevarevirksomheden selv beslutte, hvilken temperatur varen skal opbevares ved på køl, frost eller helt udenfor køl. Her er det fødevarevirksomhedens ansvar at sikre, at den pågældende fødevare bliver opbevaret ved en temperatur, der ikke gør fødevaren sundhedsskadelig eller uegnet til konsum i hele holdbarhedsperioden.
Du bruger strøm i køkkenet, når du tilbereder, nedkøler og opbevarer din mad. Hvis du vil spare på strømmen og samtidig bevare de gode køkkenvaner, bør du følge disse råd.
Det kan være fristende at skrue op for temperaturen i køleskabet for at spare på strømmen, men det er ikke en god idé at skrue op for temperaturen i køleskabet. Styrelsen anbefaler, at temperaturen i køleskabet er maks. 5 °C. Hvis temperaturen er over 5 °C, er der risiko for, at der kan udvikle sig bakterier i maden, som man kan blive syg af at spise.
Her er fem andre tips til, hvordan du kan spare på strømmen i køleskabet:
Hvis du lader gryderetter simre færdig i "høkassen" eller under dynen for at spare strøm, kan der udvikle sig farlige bakterier. Der er risiko for, at bakterier som Bacillus og Clostridier kan danne giftstoffer, som kan give sygdom, hvis maden ikke bliver varmet ordentligt igennem eller står for længe og lumrer ved 10-55 °C. Ved 37 °C kan én bakterie blive til 1.000 efter tre timer og til en million i løbet af seks timer!
Hvis du bruger en høkasse til færdig-tilberedning af mad, bør du derfor sikre, at temperaturen overalt i fødevaren er mindst 55 °C i hele perioden.
Når maden er færdig, bør nedkølingen ske, så temperaturen falder til under 10 °C inden for højst fire timer. Det vil normalt give sikkerhed mod vækst af bakterier.
Genopvarm maden til den er rygende varm inden servering.
Hvis du vælger at bruge vinterkulden udenfor til at nedkøle madvarer, f.eks. på altanen eller terrassen, bør du være opmærksom på disse tips for at undgå vækst af bakterier:
Husk at varme retter skal være varmet ordentligt op og være rygende varme, inden du serverer dem.
Du kan selv gøre nogle ting for at sikre dine madvarers holdbarhed, hvis strømmen bliver slukket i en periode.
Hvis strømmen bliver afbrudt f.eks. i et par timer, er det vigtigt fortsat at holde kølevarerne i køleskabet kolde. Derfor lyder rådene:
Styrelsen anbefaler, at temperaturen i køleskabet er maks. 5 grader. Hvis temperaturen er over 5 grader, er der risiko for, at der kan udvikle sig bakterier i maden, som man kan blive syg af at spise.
Hvis der er varslet en strømafbrydelse i et bestemt tidsrum, kan du også:
Formentlig vil der i de fleste tilfælde ikke ske noget ved en kortere strømafbrydelse på et par timer. Det kan dog ikke udelukkes, at nogle madvarer i køleskabet kan have taget skade og bør kasseres. Der kan f.eks. være forskel på, hvordan en strømafbrydelse påvirker eksempelvis yoghurt og ost og for mere følsomme varer som fersk fisk og hakket kød.
Efter en strømafbrydelse kan du bruge dine sanser og se, lugte og smage på maden for at vurdere, om den stadig er god.
Beredskabsstyrelsen har udarbejdet anbefalinger til, hvordan du bliver forberedt på kriser.
Læs om, hvordan du forbereder dig på kriser hos Styrelsen for Samfundssikkerhed